OpenAI's identitetskrise: Når værdiansættelsesboblen møder sjælegranskning

For nylig har diskussionerne om OpenAI på X/Twitter antaget en mærkelig splittelse. På den ene side er der de svimlende forventninger om en værdiansættelse på 30 milliarder dollars og et Hollywood-lignende finansieringsplot, og på den anden side er der den kollektive sorg hos loyale brugere over fjernelsen af GPT-4o, hvor nogle endda udtrykker desperate råb om, at "jeg kan ikke leve sådan her".

Under disse støjende overflader er der ikke kun krig på den kommercielle slagmark, men også en dybtgående filosofisk krise om teknologiens essens, virksomhedens identitet og Silicon Valleys magt.

Identitetstab: Er det en forskningsinstitution eller en kommerciel kæmpe?

Hvis Paul Graham skulle undersøge OpenAI, ville han først spørge: Hvad er virksomhedens "real options" egentlig?

I startup-doktrinens logik er en startup i bund og grund en midlertidig organisation, der leder efter en forretningsmodel. Og OpenAI ser ud til at være i et ekstremt farligt paradoks: Den har verdens mest avancerede teknologiske voldgrav, men er i dette kritiske øjeblik faldet i en alvorlig identitetskrise.

Som Twitter-bruger @LanYunfeng64 påpegede, forventes OpenAI at have et projected tab på 14 milliarder dollars i 2026, mens den kæmper på 6 til 7 fronter uden at have opnået en afgørende sejr på nogen af dem. Dette er ikke kun et ledelsesmæssigt problem, det er et eksistentielt problem. OpenAI forsøger at spille rollen som både videnskabsmand (AGI-forskning), filantrop (for menneskeheden), monopolist (lukket kildekode-strategi) og offer (hævder at DeepSeek kopierer deres model).

Når en virksomhed forsøger at være alt, ender den ofte med at blive ingenting. Denne strategiske skizofreni har ført til tab af kerneaktiver - ikke kun penge, men også brugernes tillid.

Forræderi af intime forhold og "elektronisk elskers" død

Det teknologiske samfund diskuterer sjældent følelsernes vægt, men denne gang må vi gøre en undtagelse.

Da OpenAI trak GPT-4o-modellen tilbage dagen før Valentinsdag, var det ikke kun en teknisk iteration, men et forræderi af brugernes følelser. Både The Wall Street Journal og WIRED har rapporteret om dette fænomen: Tusindvis af brugere, der betragter ChatGPT som en partner eller en kilde til følelsesmæssig støtte, oplever ægte sorg.

GPT-4o er blevet kritiseret for at være "overdrevent smigrende" og endda anklaget for at forårsage vrangforestillinger hos nogle brugere. Dette beviser netop dens succes - den er ægte nok til at udløse dybe menneskelige tilknytninger. Men OpenAI's "kom og gå, som du vil"-tilgang afslører den kyniske side af deres forretningsmodel.

Paul Graham har sagt, at de bedste startup-ideer ofte ligner "legetøj". GPT-4o's følelsesmæssige forbindelsesfunktion blev oprindeligt betragtet som et sjovt sideprojekt, men nu har den tydeligvis ramt kernen i den menneskelige ensomhedsøkonomi. OpenAI har ikke værdsat denne forbindelse, men har i stedet behandlet den som en Beta-funktion, der kan smides væk efter behag. Denne arrogance skubber deres mest loyale tilhængere i armene på konkurrenterne.

Fæstning: Stødet fra "gratis" fra Østen og kapitaltvivlen fra Vesten

Landskabet i branchen er under drastisk forandring. Lige som OpenAI forsøger at bygge tårnhøje betalingsmure, stormer kinesiske DeepSeek ind på slagmarken med en "gratis" og "open source"-attitude.

@Eng_china5 kalder endda aggressivt OpenAI for en "CIA-propagandamaskine til en værdi af 18 milliarder dollars" og roser DeepSeek for at lade verden bruge AI gratis. Uanset om denne konspirationsteori er sand eller ej, afspejler den det globale udviklersamfunds utilfredshed med OpenAI's lukkede kildekode-hegemoni. DeepSeek's fremkomst beviser, at AI's Moore's lov stadig er gældende: Omkostningerne falder, og kapaciteten spredes. Hvis OpenAI ikke kan bevise, at deres høje abonnementsgebyrer og API-omkostninger er det værd, vil open source-modeller fortære AI's long tail-marked, ligesom Linux fortærrede servermarkedet i sin tid.

Samtidig er Elon Musks fortsatte angreb på OpenAI på X spændende. Han latterliggør OpenAI's værdiansættelse som "tilsyneladende for høj" og siger ligeud, at "de faktisk ikke har pengene". Endnu mere dødbringende er det, at han afslører, at Sam Altman bruger YC's manuskript til at eje et stort antal startup-aktier, der er knyttet til OpenAI's økosystem.

Dette afslører en dybtliggende interessekonflikt: Hvis OpenAI's CEO tjener penge på at investere i det omkringliggende økosystem, er OpenAI så ikke blevet en kanal til at pumpe penge ind i hans personlige investeringsportefølje? Denne "både dommer og atlet"-model er ikke ualmindelig i Silicon Valley, men den virker særligt skarp under skallen af en nonprofitorganisation, der hævder at være "for menneskeheden".### Grundlæggerens satsning: Kapløbet mellem pengeforbrug og voldgrav

Teknologikredse flytter deres opmærksomhed fra "hvor smart modellen er" til "hvor længe pengene kan række".

Som @Sider_AI har opsummeret, brænder OpenAI flere penge af ved at stramme fokus, mens konkurrenten Anthropic udvider sine evner gennem massive finansieringsrunder. Dette er et klassisk fangedilemma. For at opretholde føringen med næste generations modeller som GPT-5 kræver OpenAI astronomiske investeringer i computerkraft; men for at belønne investorerne skal de også demonstrere rentabilitet.

Denne spænding fører til deformationer i teknologilanceringer. For eksempel er GPT-5's systemprompter angiveligt blevet lækket, hvilket antyder strengere stemmeguider og værktøjsmanualer. Dette indikerer, at OpenAI forsøger at størkne en usikker, kreativ sort boks til et forudsigeligt og kontrollerbart kommercielt produkt gennem ingeniørmæssige midler. Denne overgang fra "alkymi" til "samlebånd" kan, selvom den er gavnlig for kommercialisering, kvæle AI's mest fascinerende fremvoksende egenskaber.

Derudover er OpenAIs pludselige udgivelse af open source-modellerne gpt-oss-120b og gpt-oss-20b - den første siden GPT-2 - mere som en refleksreaktion end strategisk planlægning. Dette er tydeligvis et svar på truslen fra open source-kræfter som DeepSeek, der forsøger at genvinde udviklerfællesskabets sind ved at frigive "kastrerede" modeller. Denne passive reaktionsholdning gør det svært at tro, at dette er en virksomhed, der stadig har det absolutte initiativ.

Konklusion: Virkeligheden under boblen

OpenAI er stadig kronjuvelen inden for AI, men kronen er ved at blive tung.

Fra et teknisk synspunkt er pensioneringen af GPT-4o et kompromis med modelsikkerheden; fra et kommercielt synspunkt er det en test af højværdikunder; men fra et filosofisk synspunkt er det OpenAIs tilbagetrækning i lyset af sin egen "Gud-kompleks". Den har skabt maskiner, der kan simulere menneskelige følelser, men den virker klodset og ubarmhjertig, når den håndterer menneskelige følelser.

For brancheobservatører er dette det mest spændende øjeblik. Vi ser en stor virksomhed "modnes", og denne modning er ledsaget af spirer af middelmådighed. Samtidig udgør den åbne kildes oversvømmelse, konkurrenternes belejring og interne interessekonflikter en perfekt storm.Ægte innovation fødes ofte i kaos. Hvis OpenAI kan overleve denne identitetskrise, kan det måske blive den næste Microsoft eller Apple; hvis det fejler, vil det blive den dyreste lektie i Silicon Valleys historie – en lektie om grådighed, arrogance og glemsel af de oprindelige hensigter.